Flagfolket – en overset gruppe mennesker
22. maj 2010 - kl. 5:44 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
De er frivillige, de stiller op i al slags vejr, de gør det for byen og foreningens skyld, de hygger sig i hinandens samvær. Men set med den menige mands øjne, er de et overset folkefærd.
Vi taler her om flagfolket, der sørger for at landsbyernes flagallé kommer op og ned i al slags vind og vejr.
Når man kører igennem en landsby, er det et flot syn når flagalléen er oppe. Samtidig er det noget, både udefrakommende gæster og turister lægger mærke til, og er ivrige spørgere om hvad der sker i byen i dag. Når de så når bestemmelsesstedet, fortæller de vidt og bredt om flagalléen var oppe i den og den by, som de kom igennem.
Det giver alt sammen en ualmindelig god gang omtale, for den pågældende landsby, og det er flagfolket med til at udbrede.
Flagfolket er en overset gruppe mennesker, det hersker der slet ingen tvivl om. Men der er meget mere arbejde med alléen end bare at sætte flagene op om morgenen og tage dem ned igen til aften på diverse mærkedage.
I Voerså er det fem frivillige ældre pensionister, der klarer paragrafferne. En del af maj måned har de sørget for Voerså Borgerforenings 43 stænger er blevet malet. Flagene er gået godt og grundigt igennem for misfarvning og slitage. Traileren til flag og stænger er nysynet i Voerså Borgerforenings navn. Hullerne i fortovet er efterset og renoveret efter vinterens hærgen med frost, sne og is.
Løn er der ikke noget af, men hygge og fornøjelse af at være sammen om et projekt der frivilligt bliver udført til glæde for byen og Voerså Borgerforening, udgør en stor del for flagfolket.
En tradition er det dog, at flagfolket mødes en gang om året hos borgerforeningens formand. Her står den på hygge med brød, kaffe og en af de små skarpe.
Tekst og foto Cille Strøm.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flagfolket – en overset gruppe mennesker' til en bekendt