Sommerfest i Østervrå den 5. juni
18. maj 2010 - kl. 0:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Grundlovsdag bliver en dobbelt festdag i Østervrå, som samme dag holder Sommerfest.
De overordnede rammer er på plads for programmet, når der for andet år i træk afholdes stor sommerfest i det grønne område ved Bredgade, denne gang den 5. juni. Vi mangler endnu at få de sidste programpunkter helt på plads, fortæller Peter Karlsen fra en af arrangørerne Østervrå Handel- og Erhvervsforening i samarbejde med ØVI’s Venner og Åben By.
Det ligger helt fast, at der bliver muligheder for, at alle kan købe en stadeplads til kræmmermarkedet, hvor de må sælge alt mellem himmel og jord, de skal blot henvende sig til Kim Dybdahl, forklarer Peter Karlsen, som også gerne vil slå et slag for et af sidste års store tilløbsstykker havetraktortræk, der gentages ved dette års fest. Deltagerne i denne disciplin skal melde sig til hos Østervrå Motor- og Cykelcenter.
Det er blot et par af de mange indslag i løbet af en hel lang dag, som indledes med Musikkorps Sæby, der går gennem byen for at samle alle til kaffe og rundstykker på festpladsen. Meget mere om dette senere.
Sommerfesten slutter af i det store markedstelt, hvor 200 siddepladser står og venter på at blive besat. Udover helstegt pattegris byder aftenen også på et helt nyt tiltag Sommersjov, som er en trup af glade amatører, der har kigget på lokale bommerter og andre sjove episoder, som de har taget under kærlig behandling. Serveret som en lille let sommercocktail rystet godt sammen og tilsat en portion humor. Senere på aftenen spiller orkestret One Night op til dans. Billetterne sælges efter først-til-mølle-princippet, og der er altså kun et par hundrede af dem, som kan købes/bestilles hos Dybdahl.
ÅB
En kommentar til “Sommerfest i Østervrå den 5. juni” under annoncerne.
hej min søn vil gerne gå til havetraktortræk og vil gerne have reglerne sendt.
kan det lade sig gøres?