Læs denne uges Finansbarometer lige her
17. maj 2010 - kl. 11:55 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Fair løsning – en løsning med mange ubekendte
Danmark
Socialdemokraterne og SF fremlagde i sidste uge deres økonomiske plan fair løsning. Der er i udgangspunktet ikke meget konkret at tage fat i rent økonomisk set. De centrale elementer er, at socialdemokraterne ønsker en øget fremrykning af offentlige investeringer til 2010 og 2011, trepartsdrøftelser om højere arbejdstid, de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet og dertil kommer at det tidligere annoncerede skatteudspil fair forandring skal gennemføres.
Som udgangspunkt virker S-SF forslaget desværre noget luftigt på finansieringssiden. Hovedelementet er, at socialdemokraterne og SF satser på, at hæve arbejdstiden med én time om ugen. Det er bestemt et ambitiøst mål – og det giver også god mening. Det eneste problem er, at det ikke er politikerne, som bestemmer arbejdstiden i Danmark – det gør arbejdsmarkedets parter. Underliggende er der et voldsomt pres i retningen af mindre arbejdstid i takt med, at vi alle bliver rigere over tid, og det er svært at bryde denne. Dertil kræver, at hvis man skal høste frugterne af længere arbejdstid, så skal der være færre ansatte i den offentlige sektor – og SF-S lægger ikke op til fyringer i den offentlige sektor.
Ud over højere arbejdstid satser S-SF på bedre uddannelser og kortere studietid. En god målsætning. Men at regne med et samlet provenu på 7,3 mia. kroner på den konto virker noget optimistisk . Et andet central finansieringselement er skatteudspillet fair forandring. Her lægges der især op til højere skat på erhvervslivet. Det er dog et åbent spørgsmål, om højere selskabsskat, en aktieomsætningsafgift og lønsumsafgift i den finansielle sektor vil kunne indbringe et provenu på over 8 mia. kroner. I en globaliseret verden er det vanskeligt at forestille sig, at det ikke vil få afledte effekter i økonomien.
I udgangspunktet indeholder S-SF’s forslag mange fornuftige initiativer – men det er for luftigt på finansieringssiden – hvilket man forsøger opvejet ved nogle få udvalgte konkrete finansieringselementer. Øget fartkontrol og begrænsninger af uddannelsesinstitutionernes annonceringsudgifter er sikkert fine forslag – men det batter ikke noget. Det virker mest som et forsøg på at give forslaget større troværdighed. Reelt set er der ikke meget finansiering i forslaget – og dermed virker det som en farlig vej at gå, når man tænker på, hvor voldsom en straf de finansielle markeder i disse tider kan hæfte på økonomisk uansvarlighed.
Renter
Det officielle ledende rentespænd mellem Danmark og euroområdet ligger fortsat rekordlavt på 0,05 %-point, men da den ledende rente i øjeblikket de facto er foliorenten (pga. ubegrænset likviditet i Euroland), udgør det relevante rentespænd til Euroland aktuelt 0,45 %-point. Nationalbanken nedsatte senest foliorenten med 0,10 %-point i slutningen af marts, og vi ser en mulighed for endnu en rentenedsættelse på 0,10 %-point inden for de kommende måneder.
Da renteforhøjelserne fra ECB nu ser ud til at komme senere end tidligere ventet, vil det også vare længere, inden vi vil se renteforhøjelser i Danmark. Det vil holde de korte obligationsrenter som f.eks. renten på F1 flekslån på et relativt lavt niveau i lang tid fremover.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her' til en bekendt