Læs denne uges Finansbarometer lige her

Læs denne uges Finansbarometer lige her

3. maj 2010 - kl. 13:08 - af

SaebyAvis bringer hver uge uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.

Danmark og den græske syge

Danmark
I takt med at fokus på den græske økonomi eskalerer i disse dage, kan det være nyttigt at forholde sig til, hvor følsom dansk økonomi er over for krisen i Grækenland. Kigger vi på vores samhandel med Grækenland, er det svært at være voldsomt bekymret på dansk økonomis vegne. Vores vareeksport til Grækenland udgjorde i 2009 samlet set 3,6 mia. kroner. Det er naturligvis mange penge, men der er kun tale om cirka 0,75% af den danske vareeksport. Vores vareimport fra Grækenland er endnu mindre – vi importerer varer for 1,1 mia. kroner fra Grækenland.
Vi må derfor konkludere, at vores direkte afhængighed af græsk økonomi ikke umiddelbart berettiger stor opmærksomhed på de græske problemer. Når der så alligevel er god grund til at have fokus på Grækenland, skyldes det de afledte effekter, den græske krise risikerer at få.
Hvis den græske krise ikke stoppes i tide, risikerer den at udvikle sig ukontrollabelt – og der er en reel fare for, at den smitter af på eksempelvis Portugal og Spanien. Dermed vil krisen kunne have en noget større effekt på dansk økonomi. Samlet set eksporterer vi varer for lidt over 18 mia. kroner til Grækenland, Portugal og Spanien – svarende til knap 4 % af vores samlede eksport.
Påvirkningen af vores eksport udgør imidlertid ikke nødvendigvis den største risiko for, at dansk økonomi kan påvirkes af krisen. Hvis krisen i Grækenland sender aktiekurserne ned mere generelt, vil det også påvirke de danske aktionærer, eftersom de finansielle markeder hænger sammen. En anden risiko er, at eventuelle tab på græske statsobligationer kan ramme den i forvejen skrøbelige finansielle stabilitet i Europa, og så vil det kunne få ganske store følgevirkninger for dansk økonomi. Tænk blot på kollapset af Lehman Brothers i september 2008. Den direkte kobling fra Lehman Brothers til dansk økonomi må siges at være yderst beskeden – men det hindrede ikke en dramatisk effekt.
Indtil videre har den danske debat primært fokuseret på de danske fordele ved den græske krise – dvs. effekterne af den svagere euro og den lavere rente – men der er stor risiko for, at de positive elementer overskygges af de negative. Hvor kraftigt vi ender med at blive påvirket af den græske krise afhænger af mange forhold, men det bliver afgørende, at Eurolandene og IMF hurtigt finder en løsning, som kan mindske smittefaren – for isoleres problemerne til græsk økonomi, så er påvirkningen af dansk økonomi overskuelig.

Hjælpepakken
Over weekenden er EU og IMF nået til enighed med grækerne om en hjælpepakke der sigter mod, at sikre ,at Grækenland ikke går statsbankerot, og samtidigt begrænse spredningen af den græske syge. For at blive lidt konkret ydes der hjælp for i alt 110 Mia. euro. Hjælpen gives samtidigt med at der stilles skrappe krav til grækerne om opstramning i de offentlige finanser. Helt præcis skal grækerne reducere deres offentlige udgifter med 11% af BNP i perioden 2010-2013. Dette bliver en stor udfordring for den græske regering, der sandsynligvis vil blive mødt af generelstrejke og massedemostrationer. Med andre ord er problemerne ikke ovre for grækerne.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger