
Læs denne uges Finansbarometer lige her
12. april 2010 - kl. 9:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Skuffende detailsalg – stærk eksport
Danmark
I sidste uge fik vi nøgletal for såvel forbrug som eksport. Der blev således offentliggjort tal for detailsalget tirsdag. Tallene var en smule skuffende – detailsalget steg godt nok med 0,4 % fra januar til februar, men starten på året har ikke været prangende. Detailsalget er langt fra en perfekt indikator for udviklingen i det samlede private forbrug, men det er dog alligevel en rimelig fornuftig indikator. Vi havde sat næsen op efter en lidt mere gunstig forbrugsudvikling i begyndelsen af året. Rentefald, skattelettelser, bedring på boligmarkedet og stabilisering i ledigheden burde alle trække i samme retning, men vi må indtil videre sige, at vendingen i forbruget er forholdsvis svag. Det afholder os dog ikke fra at være optimister på forbrugets vegne. Vi regner med en vækst i forbruget på 2,5-3,0 % i år. Efter vores vurdering har det dårlige vejr været med til at holde danskernes forbrug nede i starten af 2010.
Hvor forbruget således fortsat udvikler sig en smule skuffende, ser det lidt bedre ud for udviklingen i Danmarks eksport. Danmarks Statistik offentliggjorde torsdag tal for firmaernes køb og salg i februar. Tallene er en god indikator for udviklingen i eksporten – og vel at mærke ikke alene vareeksporten men også tjenesteeksporten. Firmaernes salg steg med 0,4 % fra januar til februar til trods for det dårlige vejr. Fremgangen kunne primært tilskrives et stigende indenlandsk salg, mens eksporten faktisk faldt en smule tilbage.
Renter
Markederne har tydeligvis besluttet at teste, hvor triggerpunktet for IMF/EU’s redningspakke til Grækenland befinder sig. Det er klart, at den nuværende situation er uholdbar. Det er nødvendigt for Grækenland at genvinde markedets tillid – hellere før end siden. Det kan efter vores opfattelse ikke ske, hvis ikke der kommer en nærmere afklaring af EU/IMF-aftalen, og Grækenland har brug for kontanter meget snart. Udviklingen i den seneste uge har med sikkerhed øget chancen for, at der inden længe kommer en IMF-aftale. På ECB’s pressemøde i går gjorde Trichet det klart, at en aktivering af IMF/EU-lånene nu er i Grækenlands hænder.
Vi forventer, at en sådan aftale i sidste ende fører til faldende udsving i rentemarkedet , men det er forbundet med stor usikkerhed. Erfaringen fra hjælpen til Letland og Ungarn i slutningen af 2008 viser, at det tager tid at genoprette troværdigheden i markedet.
Vi tror fortsat, at den første renteforhøjelse fra ECB kommer i 1. kvartal næste år. En bemærkelsesværdig ting ved ECB-mødet i den forløbne uge var, at der med hensyn til inflationen blev anvendt en lidt blødere tone. Energi- og fødevarepriserne er de væsentligste drivkræfter for stigningen i inflationen.
Fokus i denne uge være på eventuelle nyheder fra Grækenland. Det vigtigste nøgletal er det amerikanske detailsalg, som ser ud til at blive rigtig pænt. Desuden skal Bernanke til høring i kongressen, men vi forventer ikke, at han afviger fra den milde retorik, han brugte i sin tale i den forløbne uge.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her' til en bekendt