Ordet er frit: Uddannelse til alle – også dem i byen!

29. marts 2010 - kl. 21:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Uddannelse på alle niveauer er altafgørende for en både langsikret sikring af vores velfærdsstat, og for en mere meningsfyldt tilværelse for den enkelte.
Lederen af SF, Paul Rode Andersen, har været ude at angribe Socialdemokraterne for at ville spille land og by ud imod hinanden i skolepolitikken.

Sandheden er, at SF er ved at finde ud af, at prisen for deres konstitueringsaftale bliver, at de har “solgt alle skolebørnene i Frederikshavn by til stanglakrids”, når der skal laves skolepolitik med 1300 færre børn og unge frem mod 2015.

I uddrag om SF”s skolepolitik fremgår flg.:

“En skole, hvor alle børn lærer de basale færdigheder.” Hvordan skal det kunne lade sig gøre at lære at læse, hvis bordene vipper og klasserne er overfyldte”. “SF’s vision er en skole, der fungerer som løftestang for de børn, der ikke har bogligheden med hjemmefra”.

INGEN i byrådet vil lukke landsbyskoler – men alle må tage et ansvar for at sikre en forsvarlig skoleøkonomi – også landsbyskolerne – igennem samdrift og undervisning på tværs af klassetrin.

Baggrund og perspektiv:

Når kriser fra tid til anden rammer vores samfund forsvinder tusindvis af arbejdspladser. I Danmark ser man det overalt, ikke mindst i den private sektor, hvor det ofte rammer industriarbejdspladserne. Danfoss, Grundfos og Vestas har afskediget medarbejdere. Her i Frederikshavn har vi det alt for tæt inde på livet. Som alle ved har MAN Diesel og Martin og deres underleverandører sagt farvel til rigtig gode medarbejdere.

Heldigvis er vi et af de samfund i verden, der er allerbedst skruet sammen til at håndtere disse kriser. Vi har et fleksibelt arbejdsmarked, hvor vi via vores efteruddannelsessystemer er gode til at omskole og efteruddanne – ikke mindst i perioder med stigende arbejdsløshed.

MEN når konjunkturerne vender, ved man, at kun halvdelen af de jobs, der tidligere blev udført af ufaglærte og lavt uddannede, kommer tilbage. Resten af jobbene er i globaliseringens navn flyttet til udlandet.

Uanset hvor meget man knokler, og uanset hvor meget vi automatiserer, kan vi aldrig få en produktivitet, der overstiger en kineser, der er villig til arbejde til 10-15 kr./time, når vi selv mener, vi skal have en løn på 120-150 kr./time. Enten må man gå ned i løn for at konkurrere på den del – eller også må man have de kompetencer (uddannelse), der berettiger lønnen.

Det er den udvikling, vi altid har kunnet registrere – og den fortsætter bare endnu hurtigere. Tænk på de 70.000, der tidligere syede tøj i Danmark eller de flere tusinde vi havde i Frederikshavn, der byggede skibe. Senest har Vestas fyret 1.300, der byggede vindmøller, som vi derfor heller aldrig kommer til at bygge i Frederikshavn, som nogle går og drømmer om.

Jobs i dag er derfor langt hen af vejen anderledes ”designet” end før i tiden. Alle må være indstillet på at blive målt og vejet på den værdi, man til enhver tid tilfører sin arbejdsplads, uanset om det er en offentlig eller privat virksomhed.

Samfundsøkonomisk kan man opgøre forskellen på et aktivt liv som produktiv samfundsborger, der betaler sin skat i forhold til et liv på overførelsesindkomst til 20 mio. kr. – pr. borger vel og mærke målt over en 20 års periode! Uddannelse er og bliver nøglen.

Når vi ved, at over 9 ud af 10 på kontanthjælp ikke har en ungdomsuddannelse, har vi simpelthen ikke råd til at miste bare en eneste, der kunne have gennemført en. Det kræver at de nødvendige forudsætninger er til stede fra folkeskolen. Mit bud er at de er de langtfra.

Vi mennesker har en naturlig lyst til at lære og udvikle os, og vi må spørge os selv om, hvor denne lyst og evne går tabt. Vi må sætte massivt ind for at undgå frafald på ungdomsuddannelserne, men vi må også se kritisk på vores folkeskole. Leverer man her den vare i form af elever, der er klar til at tage en ungdomsuddannelse?

Mit bud er, at manglende politisk handlekraft er den reelle årsag til at samspillet mellem folkeskolen og ungdomsuddannelser ikke er godt nok. Vi bliver nødt at lave de nødvendige strukturelle tilpasninger i folkeskolerne, så de passer til en virkelighed med et faldende børnetal.

På min datters skole har det trådløse internet været nede meget længe. Mange steder anvender man gamle og forældede materialer. Dertil kommer skoler præget af manglende vedligeholdelse og uhumske toiletter. Endelig har vi et efterslæb, når det handler om efteruddannelse af lærere og pædagogisk udvikling.

At lancere “verdensklasse folkeskole” i Frederikshavn kommune er i den sammenhæng kun en yderligere frustration for os alle involverede – ikke mindst børnene som burde være det som det hele handlede om.

Nu må politikerne tage sig sammen og få samlet eleverne, så der kan blive råd til at give eleverne og lærerne ordentlige rammer, de kan udvikle sig i. Der kan så også blive råd til to-lærer ordninger og anden specialindsats for dem, som har svært ved at følge med. Alternativerne er skræmmende.

Undersøgelser viser, at der er forskelle i priser pr. elev på mellem 40.000 til 60.000 pr. elev alt afhængig af, hvor undervisningen foregår her i kommunen.

Jeg har dyb respekt for mennesker, der lever af håndens arbejde, og der vil også være brug for nogle, der gerne vil ernære sig således i fremtiden – men det bliver langt færre i fremtiden – og under ingen omstændigheder kan vi klare os, når så mange end ikke får en ungdomsuddannelse.

En ting er sikkert. Kun igennem uddannelse kan vi sikre vores velfærdssamfund, så vi får råd til at hjælpe dem, som fra naturens hånd ikke har forudsætningerne for at deltage på normale vilkår.

Skriver Peter Laigaard, byrådsmedlem (UP)