På søndag er det atter sommertid
27. marts 2010 - kl. 9:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vinteren har været lang og streng, men NU kommer sommertiden. Og hvad er det så lige, man skal gøre? Jo, lørdag aften stiller du dit vækkeur til kl. 02.00. Når det ringer, står du op og stiller alle dine ure frem til kl. 03.00 – husk uret i bilen, i cykelcomputeren, i ovnen, i videoen, i telefonerne o.s.v.
Når det er gjort – det tager højst en times tid – går du i seng igen og sover, til du vågner – det er jo søndag. Du vågner naturligvis for sent til at få rundstykker hos bageren, fordi dit indre ur endnu ikke er blevet stillet, så klokken er ikke 09.00, når du vågner, men 10.00.
Hvad værre er, du har glemt at stille vækkeuret igen, så mandag morgen bliver du vækket kl. 05.00, nej 06.00, nej det er 05.00. Det er helt OK, for så lærer du, hvor mange bandeord, du egentlig kan – det er sikkert ikke så få på den tid af morgenen.
Rigtig god sommer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'På søndag er det atter sommertid ' til en bekendt