
Årsmøde med temaet: Lær at leve med ”Kraften”
24. marts 2010 - kl. 5:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kræftens Bekæmpelses lokaludvalg i Sæby kombinerede sit årsmøde med et spændende foredrag af Anders Steffensen, 39-årig lærer fra Ålborg og 18-årige gymnasieelev Camilla fra Frederikshavn, begge to har været ramt af lymfekræft, men er nu ”kræftoverlevere”.
Anders Steffensen har været ramt af lymfekræft 3 gange og er på mirakuløs vis kommet videre i sit liv, hvor han har bl.a. gennemførte Berlin maraton i 2007. Han fortalte om sit svære sygdomsforløb og hvordan han oplevede, at sygehussystemet og den efterfølgende rehabiliteríng, slet ikke er gearet til at tage vare på unge mennesker.
Camilla kunne nikke genkendende til at være indlagt sammen med ældre patienter, og føle sig meget alene. Hun har i dag kontakt med unge piger, som hun skriver med og dermed giver erfaringer videre, et netværk blandt unge sygdomsramte, som er uvurderligt.
”Det er ikke synd for os, at vi har haft kræft, men synd hvis vi ikke lærer at leve med det”, sådan udlægger Anders Steffensen det selv og derfor blev foreningen ”Proof of life” et kærkomment sted for ham, at engagere sig i. I ”Proof of life” dyrker man idræt, så man får sved på panden, man bestemmer selv, hvornår man er træt, og det oser ud af deltagerne, at de nyder følelsen af, at kunne bestemme over egen krop igen, selv om det er hårdt. Med andre ord er det et sted, hvor man lærer sine grænser at kende på en ny måde, og ikke mindst er det et netværksted, hvor den kemi man har som ligestillet er helt uvurderlig. Her forstår alle, hvad det vil sige at få kemo, at miste håret og ikke mindst de bivirkninger der kommer – foreningen er for alle kræftoverlevere imellem 18 og 40 år.
I Nordjylland er der 140 unge med kræft og i Proof of life er der lige nu 10 medlemmer, der er således mange unge, der ikke kender til foreningen, og derfor udfører Anders og Camilla et stort arbejde med at fortælle om foreningen. Man kan således gå ind på deres hjemmeside eller kontakte Kræftens Bekæmpelse.
Aftenen sluttede af med formand Emmy Jakobsens årsberetning. Sæby lokaludvalg har haft et rigtigt godt og spændende år, med mange opgaver, aktiviteter og foredrag. Året bød bl.a. på landsindsamling, hvor 140 mennesker indsamlede 121.000 kr. i Sæby området. Naturvandring i Jyske Ås med 160 deltagere. ”Stafet for livet” på Sundhedshøjskolen, Diget, her blev indsamlet 128.000 kr. denne weekend. Cykelløb i Sæby og omegn, Lyserød lørdag, som handler om støtte til brystkræftramte, og ”Slotskældersang” på Sæbygård slot. Emmy Jakobsen sluttede med at takke alle sponsorer og alle dem der velvilligt støtter Kræftens Bekæmpelse.
Sæby lokaludvalg har aktivitetsplanen for 2010 på plads allerede og her kommer landsindsamlingen søndag den 11. april som den første aktivitet. Naturtur i Jyske Ås tirsdag den 11. maj. Nellemans have-foreningernes dag den 15. maj. Cykelløb i august, Stafet for livet den 11. og 12. september, Søren Rye Petersens foredrag onsdag den 6. oktober, Slotssang på Sæbygård oktober/november og sluttelig årsmøde i marts 2011.
Lokaludvalget fortsætter arbejdet med følgende medlemmer. Emmy Jakobsen, Ditte Knudsen, Erik Nielsen, Bent , Bodil Larsen, Jytte Christensen og Elin Jakobsen, suppleant Erik Olsen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Årsmøde med temaet: Lær at leve med ”Kraften”' til en bekendt