Klapsalver til direktør efter en flot indsats
11. marts 2010 - kl. 7:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Direktør Steffen Nørgaard kan den 1. maj aflevere en velfungerende Spar Nord-afdeling i Sæby, der gennem hans godt 23 år om leder af afdelingen i Sæby – med filialer i Østervrå og Dybvad – har opnået flotte resultater. På aktionærmødet med godt 500 deltagere blev der med langvarige klapsalver taget foreløbig afsked med direktøren, der 1. maj sætter sig i direktørstolen for Spar Nord Fonden i bankens hovedsæde i Aalborg.
Det skete, da direktionsmedlem Lars Møller havde takket Steffen Nørgaard for hans flotte indsats i Spar Nords Bankområde Sæby og ønsket ham held og lykke med den nye store opgave. Også fra det lokale bankråds formand, advokat Erling Mortensen, lød der en stor tak til Steffen Nørgaard, der rørt sluttede sin 23. og sidste beretning med at rette en stor tak til ”mine dejlige medarbejdere”, aktionærer, kunder og bankrådet.
Som ny direktør i bankområde Sæby tiltræder 1. maj Jan Gudiksen, der i øjeblikket er direktør i Bankområde Hjallerup.
I sin sidste beretning oplyste Steffen Nørgaard, at Bankområde Sæby har 4934 aktionærer efter en tilbagegang på 138 i det forløbe år. 50 procent af banken kunder er aktionærer.
Steffen Nørgaard glædede sig over, at det finansielle system både internationalt og i Danmark igen er stabilt, men tilføjede dog: – Den finansielle krise er blevet afløst af en realøkonomisk krise – fra pest til kolera vil mange sikkert mene. Det er nu ikke længere det finansielle system, der er ramt, men hele samfundsøkonomien. Han beklagede, at arbejdsløsheden er steget i området, men heldigvis fra en periode med et ekstremt lavt niveau. Han mente dog, at der er lys forude og vurderede, at lukninger inden for detailleddet ikke vil være så markant i Bankområde Sæby som i andre områder.
Direktøren understregede, at faldet i udlån på 127 mio., kr. i 2009 ikke skyldes, at banken ikke gerne vil låne penge ud, men at kundernes, især erhvervskundernes, efterspørgsel er faldet. Det ekstraordinære fald i udlånet skyldes bl.a. at meget pæne friværdier i boligerne i området. Der blev således omlagt lån for 140 mio. kr.
Steffen Nørgaard tilføjede, at indlånt i området er steget med 52 mio. kr.
Han oplyste, at der er Bankområde Sæby er afsat en lånepulje på 25 mio., kr. øremærket til boligforbedringer for private i det nye produkt ”Energirigtig Rådgivning – og omtalte samtidig flere af bankens nye produkter.
Steffen Nørgaard beklagede, at man i Bankområde Sæby i forbindelse med udlånsfaldet bliver nødt til at reducere antallet af medarbejdere i Bankområde Sæby. En del af reduktionen vil ske ved naturlig afgang og manglende genplacering af stillinger. Det sker i forbindelse med, at Spar Nord i år har besluttet at reducere de samlede omkostninger med mindst 25 mio. kr.
Spar Nord Fonden, som Steffen Nørgaard 1. maj bliver direktør for, uddelte sidste år 250.000 kr. til 28 foreninger og institutioner i Bankområde Sæby, der i år disponerer over320.000 kr. til uddeling. . Det er allerede besluttet, at den største donation i år skal gå til Voergaard Slot, nemlig 50.000 kr. fra Bankområde Sæby og 25.000 kr. fra Bankområde Hjallerup af de midler, områderne er stillet til rådighed af Spar Nord Fonden.
Inden Steffen Nørgaards lokalberetning havde bankdirektør Lars Møller, Aalborg – medlem af Spar Nords direktion – orienteret om Spar Nords samlede virke.
Til bankrådet var der genvalg af Hans Ole Kalhøj, Flemming Kejser, Kennth Madsen og Erling Mortensen, alle Sæby. Der var ikke opstillet andre kandidater, hvorfor der var tale om fredsvalg.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klapsalver til direktør efter en flot indsats' til en bekendt