
Ny udstilling på Sæby Bibliotek om ”Dejlige Quinder.”
4. februar 2010 - kl. 5:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Biblioteks to udstillingsmontre er i hele februar måned fyldt med ”Dejlige Quinder.”
Keramiker og skulptør Gitte Frederiksen, Sæby har venligst udstillet sine dejlige stentøjsdamer.
”Quinder” med dejlige former og med mange forskellige udtryk. Gitte udtaler selv, at hendes kvinder afhænger af øjet, der ser og hjertet som slår. Kvinderne er skabt med fantasi og kærlighed og med en snært af virkelighed. Virkeligheden om, hvordan vi udvikler os med tidens tand. Tanker, følelser og fantasier er, hvad Gitte Frederiksen ønsker at give udtryk for i sine kvinder.
Som skulptør er Gitte autodidakt og har arbejdet i mange år hos en keramiker, hvor hun blev fascineret af at udtrykke sig i ler. Gitte arbejder også en del med Raku, og biblioteket udstiller også nogle af Gittes Raku arbejder som supplement til de ”Dejlige Quinder.”
Rakubrændingen er ifølge Gitte en utrolig spændende proces, der bringer urkvinden frem i hende, efterhånden som processen skrider frem. Raku-teknikken er en gammel asiatisk keramiktradition. Ordet Raku betyder ro, nydelse og lykke, og man forstår meningen, når man står med et færdigbrændt arbejde i hænderne. Raku-teknikken indeholder de fire fundamentale elementer:
Jord – Vand – Ild og Luft, hvilket man tydeligt fornemmer, når man betragter Gittes Raku-arbejder.
Gitte Frederiksen arbejder også med glas og underviser i glasslumpning på aftenskole.
Kom og nyd udstillingen i februar måned i Sæby Biblioteks indgangsparti.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny udstilling på Sæby Bibliotek om ”Dejlige Quinder.”' til en bekendt