
Købmænd i Voerså fejrer jubilæum.
27. januar 2010 - kl. 7:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
50 år er lang tid, og jubilæet bliver da også fejret 12. februar.
Jubilæet bliver delt i to, da forhistorien er denne.
8. februar 1960 blev Hanna Birthe og Vagn Risager, nogle få dage før deres giftermål, købmandspar i Voerså. De overtog købmandsforretningen efter købmand K. Andersens enke, der havde været alene i nogle år.
På tidspunktet, da overtagelsen fandt sted, var der tre købmænd i Voerså, et bageri, et brødudsalg, en slagter, en skomager, en cykelhandler, to manufakturforretninger, en smed, en mekaniker samt håndværkere og andre erhvervsdrivende. Den gamle Albæk Kommunes kontor havde også sæde i byen.
Efter ganske få år blev butikken moderniseret efter datidens trend, og der blev installeret centralvarme. På det tidspunkt handledes der stadig med petroleum, benzin, kul, koks, cinders og briketter, isenkram, kalk, foderstoffer samt der var trælast tilknyttet forretningen.
Desuden var der udlejning af vaskemaskine og centrifuge.
1974 blev butikken igen renoveret og blev mere baseret på dagligvarer, som efterhånden var blevet hovedomsætningen idet foderstof, trælast, benzin og de andre aktiviteter for længst var forsvundet i forbindelse med tidens udvikling på lige fod med skomageren, bageren og slagteren, og de mange andre små butikker i landsbyen.
Hanna Birthe og Vagn Risager drev forretningen indtil maj 1996, hvor sønnen Peer Risager overtog roret og drev forretningen videre i samme omgivelser, men med et mere moderne varesortiment.
2001 blev byens anden tilbageværende købmandsforretning sat til salg, idet købmand Ole Sørensen ønskede at gå på et velfortjent otium efter 39 års virke i byen. Peer Risager overtog Ole Sørensens butik og flyttede midlertidigt ind i lokalerne, mens en gennemgribende renovering og tilbygning fandt sted i barndomshjemmets købmandsforretning.
Juli 2002 var renoveringen færdig, og butikken flyttede igen en tur over vejen til sin vante plads i svinget, ned mod den idylliske Voer Å.
I den midlertidige og fraflyttede købmandsbutik, er der nu motorcykelforretning med tilhørende værksted som ejes og drives af Dennis Sørensen.
50 års jubilæet markeres fredag 12. februar fra 14 – 17, hvor de to generationer købmænd vil byde på en forfriskning til alle, der har lyst til at kigge ind.
Forfatter og Foto: Frilev Emil Pedersen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Købmænd i Voerså fejrer jubilæum.' til en bekendt