Ringmærket par har slået sig ned i Sæby Å.
26. januar 2010 - kl. 9:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For tiden kan man fryde sig over en særdeles farverig oplevelse, hvis man krydser Sæby Å ved ishuset.
Blandt de mange gråænder, der utålmodigt venter på brød, svømmer et Brudeande-par. Det er et sjældent syn, og man bør unde sig den oplevelse, det er at se den smukke han. Hunnen er mere anonym, men dog let kendelig fra gråænderne. Hos de fleste dyrearter er det jo hannen, der er den flotteste – Homo Sapiens er en af de kendte undtagelser fra denne regel.
Brudeanden (Aix sponsa) er almindelig i det østlige Nordamerika, hvor den kaldes Wood Duck eller Carolina Duck.
Den holder til ved lavvandede søer, hvor den bygger sin rede i træer, der gerne må hænge ud over vandet, så ungerne får en blød landing.
Hunnen lægger 9-15 æg, men hvis rederne ligge for tæt, lægges der også æg i naboernes reder – det forekommer, at der kan være op til 40 æg i en rede, hvoraf hovedparten går til grunde.
Det er en standfugl, men de nordligste flyver sydpå, hvis vinteren bliver hård.
De spiser på land, hovedsagelig bær og frø, men også insekter.
På grund af det iøjnefaldende udseende er de populære i parker og til opdræt.
Der er kunstige bestande i England, og de vilde eksemplarer, der jævnligt findes i Vesteuropa, må antages at være undsluppet herfra.
Som så mange andre dyrearter har den været truet på sin eksistens, men en reduktion i jagttrykket og oprettelse af naturreservater har ført til fremgang i populationen.
Parret i Sæby er ringmærket.
Forfatter og Foto: Fotex
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ringmærket par har slået sig ned i Sæby Å.' til en bekendt